Hvor mange job skal du søge om ugen? Tæl timer, ikke ansøgninger

Begge lejre har ret, og derfor slutter skænderiet aldrig

Volumenargumentet er ikke dumt. Meget rekruttering er et talspil set fra din side: stillinger bliver besat, før du ser dem, nogle annoncer viser sig aldrig at have været reelt åbne, og en kortliste lukker, mens du stadig læser kravene. Intet af det handler om dig, og det eneste forsvar er at ligge i flere bunker. Er du ledig med en opsparing, der løber ud, er den logik ikke dovenskab. Det er regnestykke.

Præcisionsargumentet er heller ikke dumt. En ansøgning, der åbner med det, annoncen faktisk beder om, læses anderledes end en, der åbner med det, du tilfældigvis lavede sidst. Flere i tråden beskriver, hvordan de gik fra tavshed til samtaler ved at skære antallet ned og matche hver ansøgning ordentligt. Det sker i virkeligheden, for virkelige mennesker.

Lejrene er altså ikke uenige om, hvad der virker. De beskriver begge noget, der virker, og skændes så om, hvilket af dem du skal opgive, fordi alle kan mærke, at du ikke kan have begge dele i skala. Knapheden er reel. Det, der mangler, er et regnskab over, hvor den kommer fra.

Volumen mod kvalitet er ikke en uenighed om, hvad der virker. Det er et budgetskænderi, og ingen af de involverede har specificeret budgettet.

"It takes more than an hour, to do most applications, now"

Sætningen er en kommentar i den samme r/jobs-tråd, gengivet præcis som den blev skrevet. Frit oversat: det tager mere end en time at lave de fleste ansøgninger nu. Jeg behandler den som én kommentators oplysning i én stor diskussion, ikke som et målt gennemsnit for et arbejdsmarked. Den er værd at tage alvorligt alligevel, for det er antagelsen, hele hundrede-om-ugen-spørgsmålet hviler på, og det eneste i tråden, ingen skændes om.

Det nyttige træk er hverken at acceptere eller afvise timen. Det er at spørge, hvor den bliver af. Når du først bryder en ansøgning ned i dens dele, løser skænderiet mellem volumen og kvalitet sig selv, for det viser sig, at du aldrig valgte mellem dem. Du valgte, hvilken del af timen du ville skære væk.

Hvor stor en del af timen der er overhead, afhænger af, hvor du søger, og hos hvem. Nogle arbejdsgivere tager stadig imod en ansøgning på mail, og enkelte jobsider sender en med ét klik, og så er overheadet lille, og regnestykket nedenfor lander simpelthen højere. Der hvor arbejdsgiveren kører sin egen portal, er de tre omkostninger ovenfor deres, og du kan ikke røre dem.

Størstedelen af timen er altså ikke matchning. Den, der lavede ti ansøgninger i går, ved det i hænderne, og derfor mister sider, der lover at fjerne hele timen, læseren på én sætning. Formularerne og testene er hovedparten, og de ligger på arbejdsgiverens side af muren, hvor hverken du eller noget værktøj når dem.

Her sidder careerify i den tabel, og jeg vil hellere gøre et lille krav end et stort. Værktøjet skriver den jobspecifikke version af dit CV ud fra et master-CV, du har lagt ind én gang, afgrænset af fakta, du allerede har godkendt, så fjerde række holder op med at være en omskrivning og bliver ét trin. Det opretter ikke portalkontoen, det udfylder ikke formularfelterne, og det tager ikke testen. Tre af fire rækker koster dig præcis det samme som før.

Intet af det fjerner behovet for at vide, hvordan et godt match faktisk ser ud, og mekanikken i det er sit eget emne. Den lange version skrev jeg i guiden om at tilpasse CV'et til hvert job, som er den forældreside, denne hænger under.

Tidspresset sletter netop den del, der var valgfri

Det her er hele argumentets hængsel, og det tåler at blive sagt lige ud. Når ugen løber tør for timer, får du ikke lov at vælge, hvilken omkostning du dropper. Tre af fire er obligatoriske: ingen konto betyder ingen indsendt ansøgning, en uudfyldt formular betyder ingen indsendt ansøgning, en sprunget test betyder ingen indsendt ansøgning. Kun matchningen er valgfri. Tidspresset skraber altså ikke lidt af det hele. Det går ind i ansøgningen, finder den ene del, der påvirker, hvordan du bliver læst, og sletter den.

Du kan se det ske i tråden. En kommentator svarer på den stigende omkostning med at holde op med at tilpasse ansøgninger og sende det samme standard-CV til alle. Det er ikke sjusk. Det er en rationel reaktion på et budget, og det er det, næsten alle gør, når overheadet stiger, fordi det er det eneste håndtag, arbejdsgiverens proces lod dem beholde.

For at være tydelig om, hvad denne side ikke siger: er du ledig og har brug for indtægt, argumenterer intet her for, at du skal søge færre job. At søge mindre er en luksusposition, og den vil jeg ikke anbefale nogen med en opsparing, der løber ud. Argumentet handler om, hvordan den time, du allerede bruger, bliver fordelt, ikke om at bruge færre af dem.

En praktisk advarsel, hvis du begynder at sende reelt forskellige versioner: hold styr på, hvilken version der gik til hvilken arbejdsgiver, for et opkald tre uger senere om et CV, du ikke kan genkende, er en dårlig måde at åbne en samtale på. Jeg gennemgik fejlen og løsningen i teksten om at vide, hvilken CV-version du sendte.

Rekruttereren, der siger, at matchning per ansøgning er spildt arbejde

Den stærkeste indvending mod alt ovenstående kommer indefra den samme tråd, og den modsiger den præmis, mit produkt er bygget på. En, der oplyser at være rekrutterer, mener, at tilpasning til hver enkelt ansøgning er spildt arbejde, og at det, kandidater i stedet burde bygge, er ét stærkt CV rettet ordentligt mod den slags arbejde, de vil have. Ræsonnementet er, at et godt CV til en målrolle allerede er et godt CV til hvert opslag inden for den målrolle, og at den marginale omskrivning køber næsten ingenting, mens den æder de timer, du havde brug for til volumen.

Jeg tror, at den rekrutterer har ret om en stor gruppe læsere, og jeg siger det hellere end at høvle indvendingen ned, til den er let at svare på. Hvis alle dine ansøgninger ligger inden for én og samme tætte rollefamilie, hvis de opslag, du svarer på, beder om nogenlunde det samme med nogenlunde de samme ord, så bærer ét velbygget CV faktisk hele bunken. Forskellene per opslag er små, indgangen er allerede rigtig, og tiden gør mere nytte i flere indsendelser eller i at tale med mennesker direkte.

Der, hvor matchningen fortjener sin plads, er når du spænder over flere rollefamilier. Et CV kan ikke åbne med to ting på én gang, så den, der søger både produktroller og programroller, eller skifter branche, eller bærer en reelt bred baggrund, har ingen enkelt rækkefølge, der er rigtig til hvert opslag. Det er ikke et ordproblem, du løser med synonymer. Det handler om, hvad der står i første tredjedel af side ét, og det har et forskelligt rigtigt svar per opslag.

• Én tæt rollefamilie, opslag der ligner hinanden, og et sprog du allerede deler med dem: rekruttereren har ret, byg ét stærkt CV og brug timerne på volumen og på at kontakte mennesker.
• Flere rollefamilier, brancheskift eller en baggrund bred nok til, at den ærlige opsummering ser forskellig ud alt efter, hvem der læser: her betaler matchning per opslag sig, for ingen enkelt indgang er rigtig til dem alle.
• Uanset hvad gælder den samme regel. Matchning ændrer, hvad dit CV åbner med. Den ændrer aldrig, hvad der er sandt om dig.

Ved siden af den rekrutterer står den anden yderlighed, gengivet lige så ærligt. En kommentator oplyser fem samtaler og ét tilbud ud af fem målrettede ansøgninger, hvilket er et slående resultat og samtidig én enkelt person, der beskriver ét enkelt jobsøg. Det er en anekdote, ikke en rate, og planlægger du din uge efter den, har du lavet en fremmeds held om til en prognose. En anden skriver, med en tastefejl bevaret i originalen, at vedkommende havde fundet, at færre men bedre ansøgninger gav flere svar. Samme status: værd at læse, ikke et tal.

Under det hele ligger en rimelig bekymring: at hurtigere matchning bare oversvømmer rekrutterere med flere polerede og næsten identiske ansøgninger. Rekrutterere i den tråd beskriver, at de drukner. Jeg tager det alvorligt, og det ærlige svar er, at den forsvarlige brug af alt dette er færre og bedre matchede ansøgninger, ikke den samme bredsprøjte sendt hurtigere. Hjælper et værktøj dig med at sende mere af det samme, gør det det problem, det påstår at løse, værre.

Hvor mange skal du så søge denne uge?

Ikke et tal, jeg kan give dig, for jeg kender ikke din uge. Det, jeg kan give dig, er metoden, og metoden giver et tal, der faktisk er dit, i stedet for et, du valgte, fordi det lød ambitiøst.

1. Skriv de timer ned, du realistisk kan bruge på ansøgninger denne uge. Ikke de timer, du ville ønske, du havde. Dem der er tilbage efter arbejde, børn, søvn og resten af jobsøgningen.
2. Tag tid på dine to næste ansøgninger, fra start til indsendelse, og del tiden i overhead og matchning. Overhead er kontoen, formularen og testen. Matchning er alt det, du lavede med annoncen åben ved siden af CV'et.
3. Divider dine timer med den total per ansøgning. Det er dit loft for ugen, og det er regning snarere end ambition.
4. Søg så mange, og match hver eneste en. Bliver loftet otte, så send otte matchede ansøgninger i stedet for tredive umatchede og en dårlig samvittighed.

Tallet, der falder ud, varierer enormt med branche og niveau, og med hvor mange reelt matchende stillinger der overhovedet blev slået op den uge. Nogle uger er der tyve annoncer, du ærligt kan svare på. Nogle uger er der tre, og at tvinge antallet op på tyve betyder, at du søger sytten roller, du ikke matcher, som koster dig den samme time hver og giver nul tilbage.

Hvor mange ansøgninger om dagen er realistisk?

Kør det samme regnestykke på en dag i stedet for en uge. Koster en fuld ansøgning dig omkring en time reel tid, og du har to ledige timer, er svaret to, og ingen viljestyrke laver det om til ti. Grunden til, at daglige mål føles så straffende, er, at folk sætter dem mod en forestillet ansøgning, der næsten intet koster, og så føler sig mislykkede, når de virkelige kostede det, de kostede. Sæt målet ud fra den målte omkostning, så forsvinder skyldfølelsen sammen med fantasien.

En indvending fra tråden fortjener et svar her, for den er ofte rigtig: søger du hundrede job om ugen, kan det være et tegn på, at du kaster nettet for bredt, snarere end at du arbejder hårdt. Hurtigere matchning reparerer ikke en målliste, du ikke matcher. Hvis intet i et opslag stemmer med det, du faktisk har lavet, ligger problemet i listen, og spørgsmålet under den er, hvad du burde præsentere dig som, hvilket er det, positioneringsanalysen er til for.

Der er en stille gevinst ved at sende tolv i stedet for hundrede, som ingen nævner i skænderiet. At følge op på tolv er overkommeligt, at følge op på hundrede er det ikke. careerify planlægger opfølgningen fem arbejdsdage efter, at du har markeret en ansøgning som indsendt, regnet mandag til fredag, så i en almindelig uge forfalder påmindelsen cirka syv kalenderdage efter, at du søgte. Hvad du faktisk skal skrive, er et emne for sig, som jeg tog i guiden til opfølgningsmailen.